Maja Lemmeke - Fra Kosmetolog til Holistisk Hudterapeut

maja lemmeke

Hvad de sidste 10 år som kosmetolog har lært mig om skønhed:

Jeg blev kosmetolog, fordi jeg vidste, at jeg skulle arbejde med mennesker, og samtidig med havde jeg et brændende ønske om at få folk til at føle sig godt tilpas.

På daværende tidspunkt var jeg sikker på, at den bedste måde måtte være en skønhedsbehandling. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke bare var så ligetil.

Ved de fleste traditionelle skønhedsbehandlinger arbejder man udefra og ind, og det forbliver næsten altid en symptombehandling. Mine erfaringer har lært mig, at den bedste måde, jeg virkelig kan hjælpe folk på, er at finde frem til årsagen til deres hudproblem. Lære dem at forstå vigtigheden i at tyde kroppens signaler og forstå sindets påvirkning. Derfor skal vi til at være lidt mere nytænkende, når det kommer til skønhedsbehandlinger. Førhen var mine produkter 80% af min skønhedsrutine, i dag fylder produkterne kun 20%, og 80% er skønhedsritualer i form af yoga, meditation, åndedrætsøvelser, massage, aromaterapi, urte-te osv. Fælles for mine slow beauty ritualer er, at de hjælper mig med at balancere mit hormonsystem og nervesystem.

Et bevidst sind og en dyb selvaccept er for mig den mest ærlige vej til skønhed.

Derfor har jeg skabt mindfulbeauty.dk. Mindful beauty handler om, hvordan du skaber skønhed i og omkring dig på en mindful måde. At være mindful kan hjælpe dig i en travl hverdag. Mindfulness er mere end 2500 år gammelt og stammer oprindeligt fra Buddhismen. Buddhister er kendt for at leve i stræben på evig ungdom og lykke samt at undgå lidelse. Noget vi efter min mening kan lære rigtigt meget af. Gennem slow beauty ritualer giver du dig selv et mindfuldt øjeblik i en tit lidt for hektisk hverdag. Formålet er at give dit sind dets frihed tilbage, og med tiden vil du udvikle større selvaccept og taknemmelighed, der medfører almen godhed og medfølelse over for dig selv og andre mennesker.
Ordet beauty betyder for mig meget mere end blot ydre skønhed hos en person. Beauty kan vi finde overalt omkring os, og helt inde i os selv har vi et uendeligt hav af skønhed, vi skal bare lede de rigtige steder. Desværre har mange i vores samfund i dag svært ved at opdage og lægge mærke til deres skønhed, fordi de har alt for travlt med at prøve at skabe den.Personligt synes jeg, at vores skønhedsbranche er ude på et sidespor, der er ved at løbe løbsk. Vores forbrug af skønhedsprodukter og behandlinger er stadigt stigende, uden at vores selvværd, selvtilfredshed og selvaccept følger med. Der er noget her, der oppe i mit hoved ikke helt hænger sammen.

Jeg tror på, at skønhed er en følelse vi skal skabe indeni; som udspringer af en mindful livsstil, der indebærer en nærende kost, selvudvikling, healing og en aktiv krop i balance.

Et af mine stærkeste og vigtigste slow beauty ritualer er meditation. Det hjælper mig at reducere al stress i min krop, så min hud kan regenerere sig selv. Meditation giver mig muligheden for at tjekke ind i min krop og sind og mærke, hvad jeg reelt har brug for. Du kan fx også blive opmærksom på, at dine tanker bare er tanker, og ikke altid er sandheden. Det kan være vigtigt at huske på, hvis du har tendens til at tale ned til dig selv og din krop, og du som det første om morgen går ud til spejlet og finder 5 fejl på dig selv. Tiden er inde til, at vi begynder at tage mind-body-forbindelsen seriøst, hvis vi vil opnå vedvarende resultater. Det er altafgørende, at vi taler pænt til os selv og kun sender positive meddelelser til vores krop.

Forrige
Forrige

Holistisk Behandling af Rosacea, rødme og sprængte blodkar del 1

Næste
Næste

Hvilke færdigheder får jeg som Holistisk Hudterapeut?