Hvad næsen ved, før du gør det
Der er noget mærkeligt ved duft. Eller – måske ikke mærkeligt, men ret vildt faktisk, når man først begynder at lægge mærke til det. Man tror jo, det bare er... ja, duft. Noget der er der. Lidt rart. Eller ikke. Men så begynder man at arbejde med det, sådan rigtigt, og opdager, at næsen går andre veje end resten af kroppen. Den springer køen over og snakker direkte med hjernen, før man selv når at få en tanke.
Duft går ikke gennem logikken, den går lige uden om. Og det er dér, det begynder at blive interessant. For når man står med en olie i hånden – en ægte én, som ikke bare dufter godt, men gør noget – så kan man mærke, at kroppen reagerer og minder og associationer kan vælte frem.
Denne effekt kan vi lære at bruge bevidst. Det kræver kun næsetræning, lidt kemilære og en portion tilstedeværelse.
Nogle dufte får skuldrene til at falde ned. Andre får øjnene til at vågne lidt eller maven til at rumle. Og så begynder man at spørge: hvad er det egentlig, den her olie gør? Hvorfor virker den sådan? Og så er det, man opdager, at det ikke kun handler om plante og navn og etikette. Det handler om molekyler. Og de molekyler er ikke ens i alle olier, heller ikke selvom om olien hedder det samme på flasken. Det er derfor, vi skal lære at læse olier. Ikke som poesi (selvom det er det også), men som kemi. I hvert fald til at starte med, herefter kan vi tage alkymihatten på og begynde at være kreative.
I denne uge på Vild Skønhed arbejder vi med æterisk olie kemi
Når man begynder at formulere hudpleje med æteriske olier, så opdager man hurtigt, at det ikke er nok at kende plantens navn eller vide, hvordan den dufter.
Det svarer lidt til at have en håndfuld velduftende urter i køkkenet – men ikke vide, hvilke der skal i retten først, hvilke der mister smag ved kogning, og hvilke der kun skal drysses over til sidst.
Man kan godt få noget til at smage af noget alligevel – men det bliver sjældent helt rigtigt.
De aktive stoffer i de æteriske olie – altså molekylerne – samler sig i det, man kalder kemiske grupper. Og hvis man vil kunne formulere både præcist og sikkert, er man nødt til at kende de grupper. Det er dem, der bestemmer, hvordan en olie virker, hvor blidt eller kraftigt den gør det, og hvordan den bedst spiller sammen med huden – og med resten af kroppen.
Her er nogle af de grupper vi arbejder med i denne uge på kurset:
Estere
Virker generelt beroligende og antiinflammatoriske. Findes i fx lavendel, bergamotte, romersk kamille. Velegnede til: følsom hud, rødme, stressrelaterede hudreaktioner.
Alkoholer
Virker generelt milde og antimikrobielle. Findes i fx linalool og geraniol – i olier som lavendel, geranium, palmarosa, rosentræ. Velegnede til: uren hud, kombineret hud.
Monoterpener
Virker generelt lette og udrensende. Har frisk duft, virker antiseptisk, men oxiderer hurtigt. Findes i fx limonen og α-pinene – i citrus, eukalyptus, nåletræ. Velegnede til: hud med tendens til stagnation, celulitte, urenheder og dårligt blodomløb
Sesquiterpener
Virker generelt beroligende, cicatriserende og betændelseshæmmende.
Findes i fx patchouli, vetiver, sandeltræ. Velegnede til: inflammation, moden hud og sart hud.
At læse en olie: Kemisk profil og terapeutisk overblik
Når du kender de vigtigste molekylære grupper, kan du begynde at se æteriske olier som et slags kemisk landskab. Hver olie har sin egen “profil” – en unik sammensætning af molekyler, som bestemmer dens egenskaber, duft og anvendelsesmuligheder.
Det betyder, at to lavendelolier ikke nødvendigvis virker ens. Lavendel fra Provence (Lavandula angustifolia) kan have højt indhold af estere og monoterpenoler, mens lavendel fra højderne i Alperne - også Lavandula Angustifolia har en anden sammensætning. Samme slags lavendel, men fordi de er dyrket to forskellige steder, er sammensætningen også forskellig.
Derfor er det ikke nok at kende oliens navn. Du skal kende:
Dens botaniske navn (fx Lavandula angustifolia)
Dens kemotype (hvis relevant – fx rosmarin ct. verbenon vs. rosmarin ct. camphor)
Dens hovedbestanddele (fx 40 % linalylacetat, 30 % linalool)
Dens sikkerhedsanvisninger og kontraindikationer
Dette giver dig muligheden for at vælge olie ikke kun ud fra intuition – men ud fra faglig indsigt. Du bliver i stand til at vælge præcist, sikkert og med respekt for både hudens tilstand og oliens intensitet.
Eksempel:
Du skal formulere en ansigtsolie til moden hud med tendens til inflammation. Du overvejer lavendel.
Men hvilken lavendel?
Lavendel fra Provence har typisk højt indhold af linalylacetat og virker særligt beroligende og antiinflammatorisk – god til sart, inflammeret hud.
Alpelavendel har ofte lidt mere linalool og mindre linalylacetat – den virker mere cellefornyende og stimulerende, og vil være det bedre valg til moden hud.
Så hvad fylder mest for klienten lige nu? Er det tilstanden af inflammation der skal dæmpes her nu? Så er Lavendel fra Provence bedre, og når der er styr på inflammationen, så kan den udskiftes med Alpelavendel fremadrettet.
Men hvad hvis huden både er moden og har tendens til urenheder?
Så kan Lavandula x intermedia (lavandin) være relevant – især i kombination med andre beroligende og regenererende olier (fx geranium, palmarosa eller frankincense). Den har en mere udrensende og antiseptisk profil, men er knap så mild som Lavandula angustafolia og skal derfor doseres med omtanke.
Det er den slags nuancer, der gør dig til en vild formulist. En, der ikke bare følger opskrifter – men forstår, hvad du laver, hvorfor det virker, og hvem det virker for.
Du kan læse mere om Vild Skønhed her.
Vil du haven næsen helt begravet i Duftterapien, så starter der nyt hold på Holistisk Aromaterapi og Duftterapeutisk hudpleje uddannelsen op i august.