Sådan plejer du efterårstør hud holistisk
Jeg ved ikke med dig, men jeg er allerede begyndt at mærke vejrskiftet i huden i form af hud der strammer og tørhedsrynker der pipper frem.
Heldigvis har jeg min trofaste kur jeg har brugt hvert år i de sidste 10 år efterhånden, og den virker hver gang, hvis du lige giver den et par uger. Kombiner den med en balancerende facebalm og du vil hurtigt få den blødeste hud igen.
Kuren består af omega 3, selv bruger jeg Cod liver oil fra Nordic Naturals, lechithin granulat og hybenpulver.
Kombinationen af omega 3 og lechitin hjælper med at smidiggøre hudcellemembranerne så de bedre kan holde på fugten, og hybenpulver indeholder bioflavonoider, c-vitamin og karotenoider som udover at styrke hud og blodkar, også dæmper inflammation, irritationsrødme og beskytter huden mod oxidativt stress.
Blandingen har flere hudfordele udover at mindske tørhed - den dæmper rødme og sensitivitet i huden, tilføjer fordøjelsesvenlige fibre, og tager du blandingen inden et måltid, undgå du samtidig glukoseudsving, som er vigtig hvis vi vil undgå "forsukring" af vores sukkersensitive kollagen.
Du kan tilføje 1 spsk marinekollagen for ekstra styrkelse af huden og 1 tsk stødt gurkemeje og et lille nip sort peber for ekstra anti-inflammatorisk effekt.
Opskriften er simpel:
1 tsk Nordic Naturals cod liver oil (eller algeolie hvis du er veganer)
1 spsk hybenpulver
1 spsk lecithin granulat
1 glas vand
Bland det hele i et glas vand og drik inden morgenmaden. Skyld evt efter med et ekstra glas vand, da hybenpulver ikke har den bedste tekstur.
Gør gerne kuren i en måned for optimal effekt.
Min yndlingsfacebalm til at balance efterårstør hud
Denne fastcremede facebalm består af hudbarriere beskyttende cupuaçu butter, jojobaolie, omega 7 og sheasmør samt vegetabilske olier med bl.a. omega 3 og phytonæringsstoffer, der hjælper med at dæmpe irritation, kløe og rødme. Derudover indeholder den en potent beroligende blanding af æteriske olier med rødmedæmpende, beroligende og antibakterielle egenskaber.
Det gør de forskellige ingredienser for din hud:
Inca inchi olie
Inca inchi er en af de få olier med et højt indhold af omega 3 kombineret med et lavt indhold af oliesyre, og den kan derfor bruges til “problemhud” og kroniske hudproblemer uden at give udbrud. Olien er især god mod irriteret, sensitiv, tør og kløende hud.
Da olien indeholder op til 46% linolensyre trænger den meget hurtigt ned i huden uden at efterlade huden fedtet, så den er derfor også god til fedtet og kombineret hud.Havtorn olie
Indeholder palmitolsyre (som er en monoumættet omega 7 fedtsyre), og da den produceres af vores talgkirtler udgår den en vigtig del af vores hudens beskyttende funktion særligt mod bakterier og mikrober. Hudens produktion af palmitolsyre sænkes med alderen så tilskud og hudplejeprodukter med havtorn kan med fordel bruges af alle 35+.
Havtornolie indeholder desuden karotenoider, phytosteroler og E-vitamin som virker beroligende og helende på huden.Jojoba olie
Jojoba olie skiller sig meget ud fra andre vegetabilske olier ved strukturmæssigt at minde om hudens eget sebum, og den er egentlig mere en flydende voks end olie. Den har en særlig evne til at trænge dybt ned i huden og forhindre dehydrering.Sheasmør
Sheasmør indeholder phytosteroler der forbedrer hudens barriere funktion og stimulerer mikrocirkulationen i huden. Den virker desuden blødgørende, beroligende, fornyende og beskyttende på huden.Cupuaçu butter
Cupuacu butter indeholder phytosteroler og polyphenoler som virker beskyttende fugtbevarende og beroligende på huden og bruges især til sensitiv og irriteret hud.Blue Tansy æterisk olie
Blue tansy indeholder chamazulen som virker beroligende og irriteret, kløende og rødmende hud.Muskatelsalvie
Muskatelsalvie virker antibakteriel og antiinflammatorisk og har en mild stimulerende effekt på lymfesystemet, så den er skøn i alle blandinger hvor huden trænger til en mild udrensning. Traditionelt bruges den i “transitionsperioder” som pubertet og menupause for at balancere ikke kun hormonelle hududbrud men også de følelsesmæssige udsving der følger med. Den virker særlig synergistisk med blue tansy til hormonelle hud-udbrud.
Opskrift:
15g cupuacu butter
15g sheasmør
10g jojoba olie
9g inca inchi olie
1g havtorn olie
5 dråber rosmarin CO2 ekstrakt
4 dråber blue tansy æterisk olie
3 dråber jasmin grandiflorum absolut
3 dråber muskatelsalvie æterisk olie
4 dråber grøn mandarin æterisk olie
Du skal bruge:
1 vægt der kan måle ned til 1 gram
2 små målebægere eller skåle af glas eller stål
En chokoladesmelter eller blot skål til vandbad
1 rørepind eller minipiskeris
1 50ml krukke i mørkt glas
Sådan laver du en facebalm
I et glasmålebæger eller skål afvejer du dine butters og sætter enten i en chokoladesmelter eller over vandbad ved svag varme, indtil de er helt smeltet.
I et andet målebæger eller skål afvejer inca inchi, jojoba, havtorn og rosmarin CO2 ekstrakt. Bland godt. Når dine butters er smeltet, blander du dem med olieblandingen her og rører godt.
Tilsæt nu de æteriske olier og rør grundigt i et par minutter.
Lav et vandbad i en lille skål med koldt vand og isterninger. Stil dit bæger med balmblanding i, hold godt fast, så det ikke vælter, og rør indtil blandingen bliver så tyk, at du kan trække synlige streger i den med piskeriset. Farven vil gå fra gennemsigtig til mælkeagtig, og teksturen vil blive tykkere. Hæld den på din 50 ml glaskrukke, inden den bliver for tyk til at hælde. Denne afkølingsproces sørger for, at din balm får en jævn og lækker tekstur. Skipper du dette trin, vil din balm blive grynet. Sæt krukken på køl i 30 minutter, og den er nu klar til brug. Din balm kan holde sig 9 måneder ved almindelig opbevaring. Husk at bruge spatel til at tage balm med op med, og ikke dine fingre.
Sådan bruger du facebalmen om aftenen
Du renser garanteret allerede din hud, så hvorfor ikke gøre det ekstra lækkert? Nyd de to minutter, du bruger på at vaske dagen væk. Min faster på 80 har altid brugt 30 minutter på “at gøre sig lækker til natten”, og resultatet ses i dag. Hun har meget få rynker, og huden er fugtmættet og velplejet.
Sådan afrenser du huden med din facebalm
Start med at fylde håndvasken 1/4 del op med varmt vand, dog ikke så varmt, at du brænder dig.
Læg din vaskeklud i blød i vandet, mens du masserer din facebalm ind i huden.
Med en spatel tager du en lille ærtstørrelse facebalm op i håndfladen. Undgå at stikke dine fingre ned i balmen, og derved tilsætte bakterier.
Gnid dine hænder sammen for at smelte facebalmen og frigive duftmolekylerne.
Placer hænderne foran næsen, luk øjnene og tag 10 dybe indåndinger, så aromaterapien begynder at gøre sin effekt på dig.
Masser nu balmen godt ind i huden med cirkulære bevægelser. Brug ekstra tid de steder, hvor huden har tendens til at tilstoppe, som fx næse, hage og pande.
Når du har masseret balmen godt ind i huden, tager du vaskekluden op af vandet, vrider den let og lægger den over hele ansigtet, sådan at du damper din hud. Lad den ligge, mens du tager nogle dybe indåndinger. Har du meget sensitiv hud eller rosacea, kan det være, du ikke skal dampe huden. Mærk efter, hvad der føles bedst for dig.
Masser nu med vaskekluden i cirkulære bevægelser, sådan at du vasker al facebalm grundigt af.
Har du haft makeup på, eller føles din hud ikke helt ren, kan du gentage hele processen en ekstra gang. Når din hud er renset, slutter du af med at plaske koldt vand i ansigtet og påføre en lille mængde facebalm som natcreme. Bruger du serum, så brug den inden facebalmen.
Sådan bruger du facebalmen om morgenen
Om morgenen kan du nøjes med lidt vand i ansigtet og en blød klud under morgenbadet, efterfulgt af en lille ærtestørrelse facebalm på fugtig hud.
Hvis huden føles tør efter kort tid, så lav en dobbeltpåføring af facebalm ved, at du først opvarmer en lille mængde balm mellem håndfladerne og trykker et tyndt lag ind i huden, venter 1 minut og derefter påfører endnu et tyndt lag. Husk altid at påføre facebalm på fugtig hud, da facebalmen så trænger dybere og hurtigere ned i huden, samtidig med den fanger fugten fra hudoverfladen, så din hud føles “plump” længere.
Det første lag facebalm trænger dybt ned i huden, hvor de æteriske olier straks går til værks med at reparere og forny huden.
Det andet lag facebalm forsegler hudbarrieren, så den bedre kan holde fugten inde og irritanter, forurening og bakterier ude.
Oplever du andre hududfordringer i efterårs og vintermånederne som du gerne vil have lidt holistiske tips til at pleje? Så skriv en kommentar eller en mail til admin@holistiskhud.dk, så vil jeg lave nye skriv om om dette.
Vil du lære mere om holistisk hudpleje og særligt fremstilling af egen hudpleje?
I denne måned sparer du 1000kr på vores Holistiske hudplejefremstillingskursus og du kan starte allerede i dag - lige her.