Opskrift på brændenældeboller med hyben og sorte sesamfrø
Lækre, svampede boller, der blot skal røres sammen med en gaffel og en tur i køleskabet og sove lige indtil du smider dem i ovnen og vækker familien med grønne rundstykker.
Selvom farven er grøn, så er smagen mild og nøddeagtig med et hint af umami fra brændenælden og sort sesam. Og så er de nok verdens letteste boller at lave.
Jeg laver altid opskriften på slump, det kan du også, det vigtigste er bare at dejen er meget klistret og ikke tør inden du sætter den i køleskabet. Så lykkes de hver gang. Du kan justere mængden af brændenælde og hyben efter din smag.
Du skal bruge:
500g vand
15g gær
3 spsk olivenolie
400g god kvalitet hvedemel, jeg foretrækker de gamle sorter
50g groft mel
25-50g tørret brændenælde alt efter hvor godt du kan lide brændenælde
50g hybenpulver (Jeg bruger den fra coesam, senere på sæsonen kan du bruge friske, rensede hyben, det er bedst)
50g sorte sesamfrø
50g kerner, jeg brugte sesam, græskarkerner og birkes
1,5 tsk salt
1 spsk honning
Sådan gør du:
I en blender fylder du sorte sesamfrø og brændenælde i og blender det til mel.
Opløs gæren i vandet, kom olie, salt, honning, brændenælde/sort sesam mel, hybenpulver, groft mel og kerner og rør godt sammen med en ske eller gaffel.
Tilsæt melet lidt af gangen, så du har styr på teksturen, dejen skal være våd og klistret.
Dæk skålen til og put den i seng i køleskabet natten over.
Dagen efter
Næste morgen tænder du ovnen på 230 grader varmluft.
Form bollerne nogenlunde med en ske dyppet i vand, der bliver ca 12-14 stykker.
Drys med birkes eller sesam.
Bag bollerne i ovnen i 25 min. Efter 5 min skruer du ned til 200 grader.
Lad mig vide hvad du synes!
Du kan læse mere om fordelene ved brændenælde i denne her blog.
Vil du have endnu flere opskrifter som denne inkl fermenterede teer, beauty eddiker og urtebaseret hudpleje, så kom med på Urtesankning ELLER Forførende Feminin forløbet hvor du hver uge får et lækkert ugentligt ritual som fx denne opskrift tilpasset sæsonen og det tema vi arbejder på i forløbet.
Tilmeld dig Forførende Feminin forløbet her inden søndag midnat, så får du 40 dages daglige yogaklasser med gratis oven i!